Fortælling, fortolkning, fortryllelse

Sammendrag

I konstruktionen af den kloge som institution har man fra forskerhold vægtlagt det vigtige i miljøets accept af den kloge - at hun eller han betragtes som et menneske med specielle evner. Denne accept hviler på de forestillinger, værdier og normer, som fortælletraditionen omkring den kloge giver udtryk for. Det gælder både det, den kloge selv fortæller, og det, klienterne fortæller om samme kloge. I synet på sundhedsvæsenet som et kulturelt system er det også en herskende idé, at den kloge og den kloges klienter opererer inden for et tankeunivers, der har meget til fælles. I artiklen problematiseres fortælletraditionen omkring den kloge, og der rejses spørgsmål om, i hvilken grad og på hvilken måde den kloges fortællinger genspejler sig i, hvad den samme kloges klienter fortæller. Der lægges vægt på betydningen af, i hvilken situation klienterne opsøger den kloge. Argumentationen tager udgangspunkt i en sammenligning af fortællingerne om tre af den nære samtids store kloge: Anna Elisabeth Westerlund, Marcello Haugen og Joralf Gjerstad.