Sociologiens 'død'? Dødens sociologi! - manifest for stimulering og fornyelse af den sociologiske fantasi i fragmentationens tidsalder

Abstract

Det har i mange år været forholdsvis fashionabelt at tale om sociologiens 'død', opløsning eller krise, hvor man har tolket tegn i sol og måne på, at sociologiens rolle og eksistensberettigelse efterhånden var ved at være udspillet, og at disciplinen var klar til pension. Dette har været et særligt udbredt fænomen blandt sociologer selv, der med denne selvrevselse har forsøgt at vise omverdenen, at man er klar over de problemer, som tilsyneladende er iboende i sociologien. De diagnosticerede alvorlige årsager til krisens omfang og karakter har været varieret og mangfoldige lige fra teser om sociologiens samfundsmæssige ligegyldighed og irrelevans, fragmentering, identitetsfallit og politisering til anklager om manglende videnskabelighed og anvendelighed. I denne artikel forsøger forfatteren at præsentere disse kriseteorier og deres baggrunde og konsekvenser. Eftersom forfatteren ønsker at fremdrage en vision om sociologien som en inklusiv, mangfoldig og anvendelsesorienteret disciplin, vil artiklen i sagens natur være såvel introducerende og diskuterende som polemiserende. Den vision for fremtidens sociologi, der præsenteres, er en vision om en empirisk disciplin, der er rettet mod anvendelse og praksis, og som således selvkritisk forholder sig til sin egen internt referentielle og teoriorienterede karakter i disse år. Denne vision eksemplificeres eksplicit gennem bindestregssociologien 'dødens sociologi' eller 'dødssociologi', der igennem en længere årrække har bidraget til såvel teoriudvikling som til professionel praksis.